En 49-årig mand er blevet lagt i kunstig koma efter en arbejdsulykke ved en gyllebrønd på Langeland sent torsdag aften. Det oplyser Fyns Politi til Fyens.dk fredag.

»Der er en person, der finder vedkommende uden bevidsthed. Manden har tilsyneladende formået at kæmpe sig op fra gyllebrønden, hvorefter han besvimede,« siger politikommissær Michael Løkke fra Fyns Politi i Svendborg til Fyens.dk.

Ulykken skete torsdag kort før midnat nær den lille landsby Lindelse syd for Rudkøbing. Her blev en redningshelikopter tilkaldt, og den 49-årige blev fløjet til Rigshospitalet, hvor lægerne valgte at lægge ham i kunstig koma.

BNB