Mand kørt ned og dræbt på Fyn

Lægerne kunne ikke redde en 52-årig fynbos liv, efter at han torsdag aften blev kørt ned på en mørk vej på Fyn

En 52-årig mand mistede torsdag aften livet, da han blev kørt ned på en mørk landevej på Nordfyn i nærheden af Otterup, oplyser Fyns Politi.

»Han blev kørt ned ude på landet formentlig fordi, der var bælgravende mørkt, og så er der to biler, der møder hinanden. Det fik den ene bil til at trække ud til siden, og så blev han ramt«, siger vagtchef Kenneth Taanquist.

Uheldet skete kort efter klokken 21 og efterfølgende blev manden kørt til Odense Universitetshospital, hvor han døde af sine kvæstelser klokken 23.34.

Politiet har været i kontakt med de pårørende og bilisten, som kørte manden ned. Og meget tyder på, at han ramte den nu afdøde fodgænger, fordi han ganske enkelt ikke så ham, forklarer vagtchefen.

»Umiddelbart har der ikke været alkohol eller noget involveret. Vi har selvfølgelig en bilinspektør til at undersøge sagen, men der er intet der tyder på, at der var en kriminel baggrund for påkørslen«, siger han.

Ingen af de involverede bilister kom til skade ved ulykken.

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her