En 63-årig mand fra Lyngvig ved Hvide Sande blev søndag stukket med en kniv i maven og døde tidligt mandag morgen efter en operation
En 54-årig kvinde, som er ven og nabo til den dræbte, er blevet anholdt, oplyser TV2 Nyhederne.
Midt- og Vestjyllands Politi modtog søndag klokken 17.48 et alarmopkald fra den 63-årige mand, som forklarede, at han var blevet stukket i maven af en kvinde på hans bopæl. Han oplyste, at han havde slået kvinden bevidstløs og havde trukket kniven ud af sin egen mave. Der blev straks sendt ambulance, akutbil og politi til stedet.
Den sårede mand blev fløjet til Aarhus Kommunehospital med helikopter, hvor han blev opereret, men klokken 05.25 mandag morgen blev han erklæret død.
Kvinden befandt sig på gerningsstedet, da politik ankom, hvor hun blev anholdt. Hun blev indlagt på Herning Regionshospital med mindre skader, og hun vil angiveligt blive fremstillet i grundlovsforhør i løbet af mandagen.
De nærmere omstændigheder forud for knivdrabet er endnu ikke klarlagt, og Kriminalteknisk Center er tilkaldt for at undersøge gerningsstedet.
BNB