En ung mand kravlede op i en høj telefonmast ved Bispebjerg Station. Tog og biler holdt stille et par timer.

København. Togdriften var torsdag indstillet ved Bispebjerg Station, og en del af Tagensvej var spærret af, efter at en mand var kravlet op i en telefonmast ved den københavnske station.

Manden kravlede op i masten omkring klokken 16.30, og der gik et par timer, inden han kom ned igen, og trafikken kunne køre igen.

- Manden har været der siden 16.30, og vi kan ikke rigtigt kommunikere med ham, sagde vagtchef Henrik Svejstrup, Københavns Politi, lige efter at manden var blevet opdaget i toppen af masten.

- Vi ved derfor ikke, hvorfor han er kravlet op, tilføjede han.

Københavns Politi rykkede ud og afspærrede området omkring stationen, og også brandvæsen og en ambulance var tilkaldt.

Tagensvej var afspærret fra Rovsingsgade og Lygten.

Politiet rykkede blandt andet ud med politifolk, der er gode til at tale med personer i krise.

- Vi har nogle politifolk, der er gode til at tale med personer, som sætter sig i sådan nogle situationer, ude på stedet, sagde Henrik Svejstrup.

Politifolkene har talt med manden fra en kurv på en høj lift, og det lykkedes dem at berolige ham, så han ved 18.30-tiden kravlede ned selv.

Det viste sig at være en 24-årig mand, der tilsyneladende havde truet med at begå selvmord ved at kaste sig ud fra masten.

Manden er kommet ned i god behold, men han er lidt kold, siger vagtchefen.

Politiet undersøger, om den unge mand har brug for behandling.

/ritzau/