Omkring klokken 19 torsdag aften fik Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi en anmeldelse om en mand, der var antændt af flammer på Banegårdspladsen på Nykøbing Falster Station. Det skriver TV2 ØST, og til TV 2 News kunne politiet senere torsdag aften oplyse, at manden var død af sine skader.

Ifølge et vidne kom manden brændende ud fra et toilet, og han gik udenfor og kastede sig i et nærliggende springvand.

Politiet ved endnu ikke, om manden satte ild til sig selv. Han blev fløjet til Rigshospitalets brandsårsafdeling, men døde altså af sine skader.

- Han er blevet forbrændt i et omfang, som vi ikke kan redegøre for endnu, sagde Ole Hald, vagthavende hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, tidligere torsdag til TV 2 Øst.

Politiet kender endnu ikke mandens identitet.

BNB