En 67-årig mand fra Birkerød handlede ifølge retten med overlæg, da han skød en 26-årig mand, der var i færd med at bryde ind i den dømtes kælder.

En 67-årig mand er onsdag blevet kendt skyldig i forsøg på manddrab ved Retten i Lyngby, skriver sn.dk. Det var et enigt nævningeting, der kom frem til afgørelsen.

Den 67-årige er fundet skyldig i sidste år at have skudt den 26-årige Patrick Aulum-Pedersen med et haglgevær.

Den dømte har i retten forklaret, at han frygtede, den 26-årige var i gang med begå et hjemmerøveri, da den 26-årige smadrede et vindue i den 67-åriges kælderdør. Patrick Aulum-Pedersen havde været død, hvis ikke politiet havde udført førstehjælp, da de ankom til gerningsstedet.

Ifølge sn.dk lagde retten i strafudmålingen vægt på, at den 67-årige har overskredet bestemmelsen om lovligt nødværge. Nævningetinget mener, at der var tale om en bevidst handling, og den 67-årige ikke har opført sig som en person, der reagerede i skræk.

»Han står ud af sin seng, han tænder lyset, og han tager et haglgevær og går nedenunder med geværet. Det er ikke en mand, der reagerer af frygt. Det er en mand, der angriber,« sagde dommer Søren Seerup ifølge sn.dk, da straffen faldt.

Manden blev ligeledes kendt skyldig i ikke at have opbevaret en række våben og ammunition forsvarligt. Straffen udmåles senere onsdag.