En 45-årig mand er lige nu til behandling på Rigshospitalet, efter han sammen med en 50-årig mand kørte galt på motorvej E20 ved Gevninge tæt på Roskilde.

Solouheldet skete ved noget vejarbejde ved afkørslen til Frederikssund i vestgående retning ved Gevninge klokken 11.43. Da politiet og redningsfolkene nåede frem var den 50-årige passager selv kommet ud af bilen, mens den 45-årige mand sad fastklemt i den totalskadede bil. Det oplyser kommunikationsmedarbejder med Midt- og Vestsjællands Politi Simon Schwaner.

Redningsfolkene kunne konstatere, at den 50-årige mand var »lettere tilskadekommen«, mens de måtte klippe den 45-årige mand fri af bilen. Han var så slemt tilredt, at der blev tilkaldt en helikopter, som kvart over et kunne flyve ham til Rigshospitalets traumecenter.

Det vides ikke, om den 45-årige chauffør er i livsfare.