Den 34-årige mand, der mistænkes for drabet på en 41-årig mand i Odense-forstaden Hjallese natten til mandag, er ved et grundlovsforhør ved Retten i Odense blevet varetægtsfængslet frem til 28. april.

Den tidligere Hells Angels-rocker blev mandag morgen fundet dræbt af to knivstik i ryggen. Efterforskningsleder Henrik Justesen fortæller til Fyens Stiftstidende, at den formodede drabsmand og offeret kendte hinanden, men det er forsat uvist, hvad deres forhold bestod i.

Ellers holder politiet fortsat kortene tæt til kroppen i sagen, som blev behandlet bag lukkede døre i byretten.

På grund af de lukkede døre kan den sigtedes forklaring ikke gengives, men politiet oplyser, at han nægter sig skyldig i knivdrabet. Henrik Justesen afviser dog ikke, at den dræbte kan være blevet presset af sin tidligere omgangskreds i rockermiljøet, ligesom man fra myndighedernes side heller vil afvise, at der kan være flere gerningsmænd på fri fod.

»Vi arbejder med det i vores efterforskning, men det kan jeg ikke komme nærmere ind på. Vi kan ikke sige, om der kommer flere anholdelser. Hvis bare jeg kunne se ind i krystalkuglen, havde det været så flot. Men vi er nødt til at forbeholde os retten til at sige, at der kan være medgerningsmænd på fri fod,« siger Henrik Justesen til fyens.dk.

Den dræbte blev fuldgyldigt medlem af Hells Angels i 2012, men i løbet af 2013 blev han angiveligt ekskluderet fra rockergruppen.