Natten til fredag truede en 45-årig mand en lokomotivfører med en kniv på et tog mellem Esbjerg og Fredericia. Han er nu varetægtsfængslet i fire uger og risikerer fængsel på livstid.

En 45-årig mand fra Fredericia er blevet varetægtsfængslet i fire uger, efter at han natten til fredag forsøgte at kapre et passagertog ved at true lokomotivføreren med en kniv. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

»Han erkender, at han har truet lokomotivføreren med en kniv, og han erkender, hvad han har sagt og gjort. Men han er lidt tøvende over for at tale om en kapring,« siger vagtchef Ole Aamann til Berlingske Nyhedsbureau.

Manden var ombord på et IC4-tog, der kørte fra Fredericia mod Esbjerg natten til fredag, da politiet klokken 01.09 fik en anmeldelse fra Banedanmarks fjernstyringscentral om, at lokomotivføreren blev truet med en kniv.

Der var 35 passagerer med toget, og da manden forsøgte at kapre det, befandt det sig omkring Vejen.

Han havde ifølge politiet simuleret, at han var syg, og derfor åbnede lokomotivføreren døren for at hjælpe ham.

Herefter trak manden en kniv og forlangte både, at toget fortsatte til Esbjerg, og at han kom i kontakt med Fredericias borgmester eller medierne.

»Han mener, at Fredericia Kommune har lavet en langsommelig sagsbehandling i forhold til hans person. Vi ved ikke mere, men det var angiveligt derfor, han krævede at få borgmesteren i tale,« fortæller Ole Aamann.

Manden blev anholdt klokken 02.28 uden stor dramatik, og han har fredag accepteret sine fire ugers fængsling.

Han er sigtet for ulovligt at have taget kontrol over et offentligt transportmiddel, og det kan give fængsel på op til livstid.