En person er her til formiddag omkommet efter at være involveret i en alvorlig ulykke.

Det bekræfter Midt- og Vestjyllands Politi over for BT.

Ulykken er sket på Aalborgvej rute 13 ved Skals å nord for Viborg. Opkaldet til alarmcentralen blev modtaget klokken 11.22, hvor der blev givet en melding om fastklemte personer.

Den tragiske hændelse skete ved, at en 32-årig chauffør af uvisse årsager kom til at køre over i den modsatte kørebane, hvorefter han frontalt ramte ind i den 76-åriges bil. Den 76-årige blev dræbt på stedet.

Den 32-årige slipper med et lettere benbrud i foden, oplyser vagtchefen til Ritzau.

De pårørende til den dræbte er underrettet.