En mand er natten til søndag død, efter politiet affyrede skud mod ham.

En mand er natten til søndag død, efter han blev ramt af skud fra politiet i Høng på Sjælland.

Det oplyser vagtchef Ove Christoffersen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Berlingske Nyhedsbureau.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed oplyser i ren pressemeddelelse, at manden blev ramt i brystet af et skud. Manden blev erklæret død klokken 05.21.

»Sagen behandles som en såkaldt »udrykningssag«, og Politiklagemyndigheden er på nuværende tidspunkt blandt andet i gang med at sikre tekniske spor og skal foretage afhøringer,« skriver Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Politiklagemyndigheden efterlyser samtidig vidner, som har overværet episoden, eller har andre oplysninger i sagen.

Politiet oplyser i en pressemeddelelse, at skudepsioden fandt sted, da en politipatrulje afgav skud ved en »hændelse« i Høng. Specialkonsulent Janus Rasmussen fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed siger ifølge Ekstra Bladet, at politiet havde foretaget en såkaldt eftersættelse af manden.

Politiet vil ikke oplyse yderlige detaljer om sagen, før Den Uafhængige Politiklagemyndighed har klarlagt hændelsesforløbet.

BNB