En 61-årige drabssigtet kvinde er blevet varetægtsfængslet indtil 18. december, efter at være blevet anholdt og sigtet for drab på en mand, hun deler adresse med.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

Hun nægter sig skyldig, men erkender dog at have kørt ham ned. Det kom frem, da kvinden blev fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Næstved.

Den 61-årige kvinde mødte torsdag op i grundlovsforhør iført sorte og hvide blomstrede bukser og en mørkebrun, strikket slåbrok.

Hun bar kraftige briller og bad flere gange dommeren om at tale højt, fordi hun har dårlig hørelse.

Kvinden er sigtet for drab på en 64-årig mand. Ifølge Kraks vejviser bor offeret og den drabstiltalte på samme adresse i Halseby ved Korsør. Drabet skete ved 17-tiden på deres fælles adresse i Halseby.

Den 61-årige kvinde, der blev anholdt onsdag klokken 17:40, var angiveligt gift med den mand, som hun er sigtet for at køre ihjel med sin bil. Det fortæller en nabo, der samtidig oplyser, at manden var voldelig over for hende. Han fortæller, at parret har været gift i mere end 40 år, og at kvinden arbejdede på Slagelse Sygehus.

- Det er synd, for hun er smaddersød. Han er såmænd også flink nok, men når han fik for meget at drikke, blev han en værre idiot og smurte hende nogle. Det skete tit, at hun fik et par øretæver.

Naboen har svært ved at tro, at den 61-årige har dræbt sin mand med vilje.

- Det kan jeg godt nok ikke tro om hende, siger han.

Dommeren nedlagde referatforbud i sagen, hvilket betyder, at BT og andre medier ikke må viderebringe oplysninger, der kom frem under retsmødet.