To mænd blev onsdag aften stukket ned i det vestlige Aarhus. Søndag er en af dem død.

En 30-årig mand, der onsdag aften blev stukket i hjertet med en kniv i det vestlige Aarhus, er søndag morgen afgået ved døden, oplyser Østjyllands Politi.

Knivstikkeriet fandt sted først på aftenen på gaden foran en Fakta-butik på Kappelvænget.

Her blev også en 24-årig mand stukket med kniv. Han blev ramt i albuen og er uden for livsfare.

- Politiet har siden efterforsket sagen, og det arbejde fortsætter. Politiet har ikke yderligere kommentarer, lyder det søndag morgen fra politiet.

Familien til den afdøde er underrettet.

/ritzau/