Mand død efter forbrændinger

En 79-årig mand, der natten til torsdag blev livstruende forbrændt, da der gik ild i ham, mens han sad i sin kørestol, er torsdag eftermiddag død af sine forbrændinger.

Det oplyser vagtchef Anders Mikkelsen fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

- Vi har fået en melding om, at han er afgået ved døden, siger han.

Manden boede på døgninstitutionen Holstedgaard i Næstved, og det var personalet, der natten til torsdag pludselig opdagede, at der var ild i ham. Politiet har tidligere oplyst til bt.dk, at manden havde levende lys på sit værelse, som muligvis er faldet ned over ham, så der gik ild i hans tøj. Anders Mikkelsen oplyser dog, at der endnu ikke er skabt klarhed over de nærmere omstændigheder omkring ulykken.

- Det er svært at sige, hvad der er sket, og det skal undersøges nærmere. Der er ligsyn i morgen (fredag, red.), og det kan måske fortælle os noget, fortæller vagtchefen.

Den 79-årige blev straks kørt til behandling på Rigshospitalet. Manden var ved bevidsthed, da han ankom til hospitalet, men det var ikke muligt at afhøre ham.

Ilden bredte sig ikke til hans værelse eller til den øvrige institution, og ingen andre kom noget til ved ulykken.

BNB

Læs også: