En 46-årig efterlyst mand, der torsdag blev anholdt på en golfbane i Nordsjælland, er blevet sigtet for handel med 194 kilo hash.

En 46-årig mand er under et grundlovsforhør fredag blevet sigtet for handel med i alt 194 kilo hash. Manden, der var efterlyst af politiet, blev torsdag anholdt på en golfbane i Nordsjælland. Det oplyser Københavns Politi, der fortsat mangler at anholde en person i sagen, nemlig en 43-årig hollænder, der er efterlyst internationalt.

Task Force Pusherstreet vil fortsætte indsatsen mod hashhandelen i Pusherstreet på fristaden Christiania i København. Derfor var betjente torsdag på aktion i Pusherstreet, hvor de fandt 1.340 joints, 45 gram skunkmix, 637,6 gram potmix og 40 hashplanter.

Politiet anholdt en mand under aktionen, som smed en pose med stoffer i en skraldespand, da han kom cyklende mod Pusherstreet og opdagede politiets tilstedeværelse. Under en ransagning af den 40-årige mands hjem fandt politiet 10,6 kilo hash. Desuden anholdt de mandens 23-årige kæreste, der kom hjem under ransagningen.

På en anden adresse, som den 40-årige mand havde en nøgle til, fandt politiet et regnskab på cirka seks kilo hash og 50.000 kroner.

Manden og hans kæreste bliver begge sigtet for at have været i besiddelse af cirka 16 kilo hash.

»Det er vores opfattelse, at den 40-årige mand og den 23-årige kvinde i forening leverer hash til pusherne i Pusherstreet,« siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen fra Københavns Politi.