Danske myndigheder fortalte svenskerne om gummibåd på vej over Øresund. En af de to mænd havde ingen papirer.

Det svenske politi har anholdt to mænd, som natten til søndag begav sig over Øresund i en lille gummibåd - angiveligt i et forsøg på at smugle den ene af dem ind i Sverige.

Det skriver den svenske avis Aftonbladet.

Gummibåden er efter alt at dømme blevet stjålet i Helsingør, hvorefter de to mænd sejlede over Øresund til Domsten nord for Helsingborg.

I Forsvarets søredningstjeneste bekræfter vagtholdslederen over for Ritzau, at man natten til søndag gjorde svenskerne opmærksom på båden.

»Vores udkigsstation i Hellebæk får øje på en meget lille gummibåd, der uden lys har kurs mod Sverige,« fortæller vagtholdslederen.

»Derefter kontakter vi de svenske myndigheder, som så kan pågribe personerne,« fortsætter han.

De to mænd blev anholdt i nærheden af gummibåden.

»Ifølge vores oplysninger er de sejlet fra Helsingør til Domsten. Jeg ved ikke, hvor lang tid det tager,« siger pressetalsmand hos politiet i Skåne, Kim Hild, til Aftonbladet.

Mændene skal nu afhøres nærmere af politiet.

Ifølge det svenske nyhedsbureau TT var den ene af mændene 24 år og havde norske identitetspapirer på sig, mens den anden ikke havde papirer på sig.

Markus Andersson fra politiet i Helsingborg siger til TT, at manden har oplyst, at han kommer fra Irak, men det kan politiet endnu ikke bekræfte.

Manden med identitetspapirerne er sigtet for menneskesmugling, mens begge mænd er sigtet for tyveri af gummibåden.

Hos Nordsjællands Politi oplyser vagtchef Palle Jørgensen til Ritzau, at man ikke har hørt noget fra de svenske myndigheder i forbindelse med sagen.

/ritzau/