Mænd løsladt i voldtægtssag i Randers

Politiet har haft anholdt fire mænd i forbindelse med en voldtægt i Randers, der blev anmeldt 23. december. Alle fire mænd er nu løsladt igen.

Først blev to mænd på henholdsvis 25 og 28 år anholdt og sigtet for voldtægt, efter de blev genkendt på en restauration i Randers lørdag aften. Den 25-årige blev siden løsladt uden grundlovsforhør, mens den 28-årige blev fremstillet i grundlovsforhør søndag. Her fik han i første omgang sin fængsling forlænget med tre gange 24 timer.

Efter grundlovsforhøret anholdt Østjyllands Politi søndag yderligere to mænd, der er henholdsvis 28 og 30 år gamle.

Politiet oplyser, at man »som følge af efterforskningen og afhøringerne af alle de implicerede personer« har vurderet, at de tre anholdte mænd skulle løslades.

Østjyllands Politi har søndag aften ikke yderligere oplysninger i sagen.

BNB