Et bøjet ribben, en skulder rykket af led og røde blodudtrækninger omkring halsen og det ene øje. Det er blot nogle af de synlige resultater på 15-årige Mads Jensens krop, efter han i sidste uge havnede i en voldsom konfrontation med tre af sine lærere på Hedensted Skole.

Tirsdag skrev BT om sagen med 15-årige Mads Jensen og hans klammeri med tre lærere på Hedensted skole. Torsdag og fredag har Mads og hans forældre været til møde med kommunen og til afhøring hos Politiet.

I første omgang lød historien på, at Mads havde overfaldet to lærere på skolen, men da BT talte med Mads' mor, Jeanet Jensen, lød historien lidt anderledes. I artiklerne kunne hun læse, hvordan skolen havde anmeldt hendes søn for at have slået, sparket og spyttet på to lærere. Hun mener i stedet, at lærerne overreagerede og overfaldt hendes søn.

Jeanet Jensen var torsdag og fredag til møde med Hedensted Kommunes ungeenhed og til afhøring hos politiet sammen med sin søn.

»Det er gået rigtig godt med møderne, og nu kan vi ikke gøre mere i forhold til sagen,« siger Jeanet Jensen til BT.

I forbindelse med mødet med Hedensted Kommunes ungeenhed har Mads fået tildelt en såkaldt mentor, der efter eget udsagn har et godt tag på 'de unge banditter'.

»Han (mentoren, red.) virker til at være en alletiders fyr, og Mads virker til at kunne blive rigtig glad for ham,« siger Jeanet Jensen.

Artiklen fortsætter udner billedet.

15-årige Mads Jensen.
15-årige Mads Jensen. Foto: Privatfoto.
Vis mere

Mads Jensen har fortsat to år tilbage af sin skolegang, men det bliver næppe på Hedensted Skole.

»Det har jeg svært ved at forestille mig. Både fordi jeg tvivler på, at Mads har lyst til at vende tilbage, men også fordi jeg ikke tror, at de (Hedensted Skole, red.) har lyst til at få ham tilbage,« siger Jeanet Jensen.

Nu arbejder Jeanet Jensen og hendes mand i samabejde med kommunen på at finde et skoletilbud til Mads Jensen, så han kan begynde på en frisk på den anden side af sommerferien. Mads Jensen skal dog ikke forvente at kunne dandere den hele sommeren, fortæller Jeanet Jensen.

»Vi er ved at undersøge, om Mads kan få et arbejde her i løbet af sommerferien, så han kan bruge nogle kræfter på det, når nu han ikke kan gå i skole. Det synes vi kunne være relevant for Mads,« siger Jeanet Jensen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Jeanet Jensen.
Jeanet Jensen. Foto: Privatfoto.
Vis mere

Fredag blev Mads og Jeanet Jensen afhørt af politiet. Til afhøringen var også Mads' far og den nye mentor.

»Nu skal politiet bare gennemgå sagen og finde ud af, om der skal rejses sigtelse mod nogen. Vi kan ikke gøre mere,« siger Jeanet Jensen.

Politiet fortalte Jeanet Jensen, at det ikke kunne afvises, at der blev rejst tiltale mod både lærere, Mads og hende selv.

Den sidste uge har ikke været sjov, fortæller Jeanet Jensen, men nu handler det om at se fremad og at finde den rigtige løsning for Mads.

»Mads har stadigvæk ondt i ribben og skulder efter i fredags, men det går fremad og han er ved godt mod. Det er som om, at det har kvikket ham op, at få afhøringen overstået og at få den her mentor,« siger Jeanet Jensen.