Det kan være en ekstra god ide at kontrollere, om forlygten virker i denne uge. I uge ni laver politiet nemlig målrettet kontrol mod cyklister og knallertkørere. Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Selvom det naturligvis altid er at anbefale at følge færdselsloven, så er det i denne uge særligt vigtigt, hvis man som cyklist vil undgå en bøde.

Den målrettede kontrol skal ses i lyset af, at der i 2015 var 26 cyklister og 19 knallertkørere, der mistede livet i trafikken. I en del af ulykkerne var det risikobetonet adfærd hos 'de bløde trafikanter', der var årsagen.

Kontrollen er derfor særligt målrettet risikobetonet adfærd såsom for høj fart hos knallertførere eller at køre på fortovet eller lignende.

Politiet laver i uge ni målrettet kontrol mod cyklister og knallertførere.
Politiet laver i uge ni målrettet kontrol mod cyklister og knallertførere. Foto: Camilla Rønde
Vis mere

Politiet oplister selv fire punkter for, hvorfor der i uge ni er en målrettet indsats mod cyklister og knallertførere:

  • Bløde trafikanter er mere udsat for alvorlige skader eller død i ulykker.
  • Nogle cyklister og knallertkørere kører over for rødt lys, kører på fortove i fodgængerfelter og tager ikke hensyn til andre trafikanter.
  • Ulovlige knallerter udgør en væsentlig risiko for føreren selv og andre .
  • Ulovlige knallerter skaber utryghed på gangstier i boligområder, hvor beboerne også generes af støj.

Den målrettede kontrol begyndte mandag og varer indtil søndag.