Forskningschef i sprog ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole mener, at ordet »perker« er lige så legalt i Danmark som »bøsse« og »bonderøv«.

Yahya Hassan er anmeldt for racisme, efter at han har brugt ordet perker om den gruppe af mennesker, han er vokset op med. Men Michael Ejstrup, som er forskningschef i sprog ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, mener, at ordet er blevet mere stuerent.

»Jeg ser det høre til i samme kasse som bonderøv og bøsse. Fra at være rigtig grimme skældsord til, at det er ord, som vi har det nogenlunde med og trækker på smilebåndet. Sådan er ordet perker også blevet,« siger han.

Men han forstår godt, hvis nogen føler sig stødt over det.

»Hvis nogen brugte det, vil jeg sige, at det var at stramme den. Men så ville jeg heller ikke sige mere, for så slemt et det ikke. Ligesom der i dag er nogen, som er stolte af at være bøsse og bonderøv, så tror jeg også, at der er nogen, som er stolte af at være perker,« siger Michael Ejstrup.

Det er den muslimske debattør, Mohamed Suleban fra Aarhus, som mener, at Hassans udtalelser overtræder racismeparagraffen 266b.

Netop at det er en muslim, som føler sig stødt, har Michael Ejstrup studset over.

»Det er ganske interessant, at han som muslim føler sig stødt over ordet, som han mener håner alle muslimer. Men jeg mener ikke, at perker kun er forbeholdt muslimer. Det gælder også andre indvandrere, som kan komme fra andre egne af verden,« siger forskningschefen.

Men er perker så ikke længere et skældsord?

»Det er stadig et skældsord, hvor jeg ville løfte pegefingeren. Og det vil tage lang tid at få ordet vasket helt rent, fordi der altid vil være nogen, som føler sig stødt af ordet perker. Men så synes jeg ikke, at ordet er slemmere, og det bevæger sig over i en anden mere legal kasse,« siger Ejstrup.