Mindst 16 mennesker omkom, da en varmluftsballon styrtede ned i Texas lørdag, oplyser NBC News.

En varmluftsballon er lørdag styrtet ned i Caldwell County i Texas. Alle 16 ombordværende har mistet livet i ulykken, oplyser myndighederne.

Ulykken skete lørdag morgen lokal tid nær byen Lockhart - cirka 50 kilometer syd for Texas' hovedstad, Austin.

Lynn Lunsford fra USA's føderale luftfartsadministration siger i en erklæring, at ulykken skete klokken 7.40. Ballonen styrtede ned på en eng.

Departementet for sikkerhed i Texas bekræfter ifølge det lokale medie kxan.com, at der omkom 16 ved ulykken. Først lød meldingerne, at der var tale om en trafikulykke, men da man kom til stedet kunne man se, at der var tale om en ballon.

Der er ikke officielt blevet givet meddelelser om de nærmere omstændigheder ved ulykken.

Det lokale sheriff-kontor har bebudet en pressekonference om ulykken senere på dagen.

Lokale medier siger, at vragdele fra varmluftsballonen ligger spredt direkte nede under højspændingsledninger.

/ritzau/Reuters