Den 37-årige mand havde nægtet sig skyldig, men han blev fældet af billeder fra overvågningskameraer.

Rønne: En maskeret mand bankede en tidlig morgen i november på døren hos en 81-årig kvinde. Han tvang hende op i soveværelset, hvor han bandt hendes hænder sammen og satte tape for hendes mund.

Torsdag har Retten på Bornholm idømt en 37-årig mand fem års fængsel for hjemmerøveriet.

Mens kvinden var bundet, stjal han kontanter og dankort fra hendes pung, der lå i en taske, hvor han også fandt pinkoden til dankortet.

Kort tid efter hævede han i alt 8000 kroner i hæveautomater hos Sydbank og Danske Bank. Det har tidligere været fremme, at manden er afhængig af spil, og efter røveriet tog han da også til en spillehal i Nexø.

Allerede i sidste uge blev han kendt skyldig, og torsdag var det kun straffen, retten skulle tage stilling til. Manden havde nægtet sig skyldig, men retten lagde blandt andet vægt på, at offeret havde genkendt hans stemme.

Selv om hun ikke kunne huske, hvor hun havde hørt stemmen, var der en god grund til, at hun kunne genkende den. Et par måneder inden røveriet havde manden nemlig arbejdet som håndværker i hendes hus.

/ritzau/