I weekenden vandt en 57-årig mand fra Sydjylland én million kroner i Lotto på den såkaldte 'millionærgaranti'.

Manden har spillet de samme tal i de seneste ti år. Han har foreløbigt ønsket at være anonym, og ikke engang hans egen familie kender til den glædelige nyhed.

'Foreløbig har jeg kun fortalt det til min kone. Hun er selvfølgelig glad for, at vi har vundet, men det er ikke fordi det kommer til at ændre vores liv eller gøre os lykkeligere. Men det er da rart at tænke på, at vi har flere muligheder, når vi går på pension,' siger han i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

'Jeg har spillet Lotto i mange år – måske ti år, og har en konto hos Danske Spil. Og når jeg en lørdag aften har fået en mail fra jer (Danske Spil, red.), har det været fordi jeg måske har vundet 35 kroner. Så det var noget af en overraskelse, at det pludselig var en million. Det så helt voldsomt ud med alle de nuller,' siger han.

Han oplyser, at gevinsten skal investeres med håb om et fornuftigt afkast, når han går på pension. Derudover overvejer han at investere i en solid cykel.

'Jeg cykler meget. Så det kan da godt være, at jeg nu skal have en rigtig god og dyr cykel. Men ellers har vi ikke rigtig nogen planer i den retning. Vi mangler ikke noget som sådan og er ikke specielt materielle.'