En stor tyr slap fredag løs fra Danish Crowns slagteri i Aalborg Øst. Den rendte frit rundt i området i flere timer, og en melding gik på, at den havde ramt en bil. Nu er tyren dog fundet igen og er blevet aflivet.

»Det gik rigtig stærkt. Tyren forsvandt ud af vores anden indgang, og vi lukkede derfor portene, og tænkte tyren ikke ville slippe ud. Så vi anede ikke, at den var kommet uden for hegnet, før politiet ringede til os,« lød det tidligere fredag fra Palle Sørensen, fabrikschef på Danish Crown i Aalborg Øst, til TV 2 Nord.

Sammen med slagteriet ledte politiet i flere timer efter tyren, der stak af omkring klokken syv, før den blev fundet i et buskads omkring 200 meter fra slagteriet.

Det fortæller Palle Sørensen til Nordjyske.

»Vi besluttede at gå en tur i området, og da vi så fandt spor efter den, ringede vi til Falck, som faktisk også var på vej herud for at lede. Vi fulgte sporet ind i et krat, og der fandt vi til sidst tyren liggende i et buskads,« siger han.

Falck aflivede den vildfarne tyr på stedet.

Danish Crown i Aalborg Øst, hvor tyren tidligere på dagen slap løs.
Danish Crown i Aalborg Øst, hvor tyren tidligere på dagen slap løs.
Vis mere

Tyren var sluppet væk fra slageteriet i forbindelse med en omlæsning på slageteriet.

I første omgang forlød det, at tyren var gået løs på en bil i nærheden, men det viser sig nu ikke at have været helt korrekt.

»Det må have været en misforståelse hos alarmcentralen. Der var frygt for, at den kunne have ramt en bil, men vi har ingen meldinger om, at det skulle være sket,« siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Mogens Hougesen, til Nordjyske.

polititweets

Det er ikke første gang i dette efterår, at en tyr får vristet sig fri og stikker af. I september stak en tyr af fra en transport ved Næstved.

Her tog det politiet adskillige timer, inden tyren blev skudt. Det skete efter en dramatisk jagt, hvor tyren blandt andet havde løbet på en cykelsti på vejen mellem Ringsted og Næstved.

Du kan læse mere om sagen her.

Har du set den løsslupne tyr i Aalborg Øst, og har du fået et billede af den, så vil vi gerne høre fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk.