Fire unges opførsel over for den radikale politiker Naser Khader var så truende, at politiet krævede den mest aktive af dem fængslet.

En dommer i København løslod onsdag en 17-årig dreng, der sigtes for trusler mod den radikale folketingspolitiker Naser Khader.

Balladen begyndte tirsdag eftermiddag, da Naser Khader kørte ud på Christians Brygge og kom til at ligge bag en bil med fire unge med udenlandsk baggrund. Ifølge politiet gav de ham fingeren, stak hovederne ud af vinduerne og holdt sig for struben.

Da bilerne stoppede i et kryds ved Kalvebod Brygge, hoppede de fire ud af bilen, men blev overmandet af de livvagter fra PET, som altid følger Naser Khader. De fik tilkaldt politiet, som anholdt de fire.

/ritzau/