En 71-årig mand blev her til formiddag livsfarligt kvæstet i et solouheld i Hillerød

Det oplyser Nordsjællands Politi til bt.dk

- Kl 10.45 sker der et solouheld på Jespervej over for Naturlegepladsen i Hillerød. Manden kommer kørende ud af et lige vejstykke. Af ukendte årsager - formentlig et ildebefindende - mister han herredømmet over bilen og påkører en stor kampesten, som flytter sig otte meter. Herefter vælter bilen rundt, ryger igennem et busskur og lander på køleren af en parkeret Ford Mondeo, siger vagtchef Jan Hedager og fortæller, at ingen andre kom til skade ved ulykken.

Den 71-årige blev alvorligt kvæstet ved uheldet.

- Han har kraftige læsioner i hovedet og på den baggrund vælger vi både at tilkalde en bilinspektør og helikopter til stedet. Helikopteren fragter ham herefter til Rigshospitalets traumecenter, siger Jan Hedager og tilføjer, at manden er livsfare og hans tilstand kritisk.

De pårørende er underrettet.