Der vanker bøder til fem unge mænd, der natten til lørdag forsøgte at svømme over Limfjorden mellem Aalborg og Nørresundby. Det skriver nordjyske.dk.

Nattens første svømmer var en 33-årig mand, der hoppede ud fra Limfjordsbroen ved 3.30-tiden. To timer senere sprang to 22-årige mænd i vandet og tilbagelagde de 600 meter over fjorden.

»De hoppede i splitternøgne og klarede turen over til den anden side, hvor vi stod og tog imod dem,« fortæller vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi til nordjyske.dk.

Politiet stod også klar, da yderligere to mænd begav sig ud på svømmeturen en halv time senere.

Ud over at være forbudt - og takseret til en bøde på 1.000 kroner - er det livsfarligt at svømme over fjorden, understreger vagtchefen.

»Der er en meget kraftig understrøm i fjorden, og bliver man fanget af den, kan det være svært at komme ud af den igen. Samtidig er fjorden altså meget bredere end folk, der har fået lidt for meget at drikke, kan vurdere;« siger Per Jørgensen.

BNB