Politiet har fået op mod 30 anmeldelser om løsnede bolte på bil-hjul i hele landet. Det viser en rundspørge til landets politikredse, som BT har foretaget.

Ukendte gerningsmænd leger i disse uger en livsfarlig leg med døden. De løsner bilhjul, og det kan i yderste konsekvens koste menneskeliv. Politiet ser med stor alvor på fænomenet og beder nu offentligheden om hjælp.

Det begyndte for to uger siden omkring byen Jyllinge nord for Roskilde. Nu har fænomenet spredt sig til store dele af Sjælland samt Fyn og Aarhus. I løbet af to uger har politiet registreret mellem 25-30 sager, hvor boltene på bilhjul er blevet løsnet.

Alene hos Midt- og Vestsjællands Politi er der på to uger indgivet omkring 10 anmeldelser om løsnede bilhjul.

»Vi kan ikke udelukke, at enkelte af anmeldelserne kommer fra folk, hvis hjul bare trænger til at blive strammet, men med det store antal sager der er, mener vi, at der går en rundt og løsner bolte,« siger Henrik Olesen, der er vagtchef i Midt- og Vestsjællands Politi.

Nabopolitikredsen Sydsjællands- og Lollands Falsters Politi har fået mellem 10-15 anmeldelser. Om gerningsmanden her er den samme vides ikke, men politiet ser på sagerne med stor alvor:

»Det er meget alvorlige sager. Vi skriver dem som overtrædelse af straffelovens paragraf 252, der handler om at udsætte folk for fare og har en strafferamme på otte års fængsel,« siger  Henrik Karlsen, der er vagtchef i Sydsjællands- og Lollandfalsters politi.

Sidste år rystede et andet livsfarligt fænomen de danske billister. Ukendte gerningsmænd kastede sten ned ned fra motorvejsbroer uden hensyn til, hvem de måtte ramme. Det kostede en 33-årig tysk kvinde livet, da en 30 kilo tung flise ramte den bil, hun kørte i sammen med hendes 36-årige mand og 5-årige søn, der begge overlevede. Gerningsmændene er ikke pågrebet, og på samme måde står politiet uden spor af den eller de personer, der nu går rundt og løsner bilhjul.

Midt- og Vestsjællands Politi beder derfor offentligheden om hjælp:
»Hvis man kender nogen, der praler med at have gjort det her, eller går rundt med en hjulnøgle, så må man meget gerne kontakte politiet. Det kan også være en forældre der finder en bolt i sit barns skoletaske,« siger Henrik Olesen.

Trenden med at løsne bilhjul begyndte på Sjælland, men har tilsyneladende spredt sig til andre landsdele. Østjyllands Politi har modtaget to henvendelser om løsnede bilhjul i den forgangne uge:

»Det er sager, hvor vi ikke er i tvivl om, at nogen har løsnet boltene, og vi ser derfor med stor alvor på sagerne,« siger vagtchef Christian Riis fra Østjyllands Politi.

Vestegnens Politi oplyser, at myndigheden har modtaget mindst én anmeldelse, mens Fyns Politi modtog en anmeldelse om løsnede hjul lørdag.

Om det er samme gerningsmand, der optræder i sager på Fyn og i Jylland, vides ikke. Vidner opfordres til at ringe til politiet på 114.

BT har søndag været i kontakt med de vagthavende hos landets øvrige politikredse. De havde ikke kendskab til lignende sager, men kunne ikke udelukke at der ligger nye anmeldelser, de ikke kender til.

Det skal du gøre, hvis dit hjul ryger af

Foreningen for danske motorejere (FDM) er rystede over tendensen, hvor ukendte gerningsmænd løsner hjulene på biler. Samtidig har foreningen en række gode råd til, hvordan du undgår at blive ramt af det livsfarlige hærværk.

Endnu har ingen mistet livet, fordi deres forhjul blev løsnet, men i Foreningen for Danske Motorejere (FDM) vækker tendensen stor bekymring:

»Det er en rigtig kedelig tendens, der ikke hører nogen steder hjemme, og som politiet må tage sig af. Vores opfordring er, at man holder op med det, for det bringer både billisten og andre billister i fare,« siger Jørgen Jørgensen, der er seniortekniker i FDM.

Som bilejer er der kun en ting, man rent teknisk kan gøre for at besværliggøre hærværket. Det er at forsyne bilen med såkaldte låsebolte, der kan købes hos forhandlere af autodele. Låsebolte er oprindeligt udviklet for at undgå tyveri af fælge, men kan også bruges til at forhindre den nye type hærværk.

»Hvis man forsyner hvert hjul med fem låsebolte, så vil det kræve en specialtopnøgle at skrue dem af. Man er ikke 100 procent sikker, for der kommer ikke en unik nøgle med hver låsebolt, men man har gjort hærværket mere besværligt,« forklarer Jørgen Jørgensen.

Noget andet man kan gøre er at undersøge sin bil, inden man kører.
»Tag godt fat i hjulet og ryk til. Så vil man kunne mærke om det sidder løst. Hvis man vil være 100 procent sikker, kan man jo efterspænde hjulet,« siger Jørgen Jørgensen.

Han mener, at man under kørslen vil kunne både mærke og høre, hvis hjulet sidder løst.
»Hvis man er lidt opmærksom vil man kunne mærke, at bilen reagerer anderledes når man styrer, og man vil kunne høre mislyde fra hjulet, når man kører over et bump. I de fleste tilfælde vil man opdage, at hjulet sidder løst, før det falder af, og så er det bare om at køre ind til siden.«

Skulle man være så uheldig at hjulet falder af, er der kun en ting at gøre. Bring bilen til standsning.
»Sørg for at koble ud, og bring nænsomt bilen til standsning. Ikke noget med at klodse bremsen. Prøv at dreje kontra, hvis bilen trækker til den ene side og træk ind til siden,« siger Jørgen Jørgensen.