Nordjyllands Politi advarer mod livsfarlig medicin, der mandag blev stjålet fra Sygehus Vendsyssel i Hjørring.

Der er tale om hundredvis af tabletter, heriblandt morfin, oxynorm, risolid, samt et glas stesolid og røde morfindråber, som ifølge Sygehus Vendsyssel er livsfarlige.

»Vi advarer kraftigt mod medicinen, især de røde morfindråber. De er livsfarlige,« siger Michael Elkjær, vagtchef ved Nordjyllands Politi, i en pressemeddelelse.

Han opfordrer til, at man straks kontakter politiet på telefonnummer 114, hvis man tilbydes pillerne eller dråberne, eller hvis man har andre oplysninger i sagen.

Tyveriet fandt sted mandag eftermiddag, da det lykkedes en mand iklædt portøruniform at få adgang til sygehusets medicinrum.

Sygehusets personale beskriver gerningsmanden som 25-30 år, dansk, almindelig af bygning, brunt strithår, og så var han iført sorte briller med kraftigt stel.

BNB