Danske og svenske redningstjenester har fundet en livløs mand i farvandet mellem Danmark og Sverige.

Det oplyser Nordsjællands Politi til BT.

»Det er en mand, der har været alene på en kutter. Han er sejlet ud fra Snekkersten, og så er han af en eller anden årsag faldet over bord. Kutteren sejlede videre og stødte på grund,« fortæller vagthavende ved Nordsjællands Politi, Palle Jørgensen, til BT.

Manden blev senere fundet livløs i vandet af en redningshelikopter, efter både danske og svenske redningstjenester havde iværksat en større eftersøgning af manden.

Mandens tilstand er fortsat ukendt, men Nordsjællands Politi oplyser, at han fortsat er livløs, og en læge i øjeblikket er ved at tilse manden på land.