Sanne betaler prisen for ikke at være indladende og villig over for sine mandlige overordnede, når de ønskede mere end almindelige tjenester.

  • Betjentene har lært hvor grænsen gå
  • Sexchikane på sygehusene

    »Vi accepterer ikke kvinder - og vi vil aldrig komme til at acceptere jer!« Det var salutten, der mødte Sanne Brandt Nielsen, 26, da hun for lidt over syv år siden meldte sig som frivillig og blev værnepligtig. Nu er hun ansat i Livgarden, men har besluttet at tage orlov.

    For i dag må Sanne sande, at de ord er så rigtige, at hun nu bare må have luft og komme midlertidigt væk fra sit elskede forsvar. »Det er et helvede for mig at være i Livgarden,« siger Sanne nu.

    Ikke på grund af kollegerne, dem har hun det utrolig godt med, men på grund af hendes overordnede. Det er blevet så slemt, at hun har henvendt sig til sin fagforening Hærens Konstabel og Korporal Forening for at få hjælp.

    Men Sanne er sej og giver ikke op. Derfor fortæller hun nu befolkningen om sine oplevelser og derfor nægter hun ganske enkelt at lade sig chikanere ud af forsvaret.

    Sannes brøde består i al sin enkelhed i, at hun ikke har været indladende og villig over for sine mandlige overordnede, når de ønskede mere end almindelige tjenester af hende. Hun skulle konstant testes af sine overordnede for at se, hvor langt de kunne få hende til at gå, men hun har markeret sin grænse. Hertil og ikke længere.

    Svaret har været og er det klassiske: Hendes overordnede mænd rotter sig sammen og blokerer for hendes karriere. De fremstiller papirer, hvor hun konsekvent betegnes som uengageret, uinteresseret, ukollegial - ja, alt med »u« foran.

    »Det er jo sindssygt, det der foregår,« siger Sanne. Hun virker som en aktiv person med masser af fysisk træning, et velfungerende hoved og er også meget humoristisk. Hun underviser sine soldaterkammerater i boksning, spiller fodbold med dem og går i byen med dem.

    »Man kan sige, jeg er en af drengene,« siger Sanne, som har et utrolig godt forhold til sine kolleger. Hun er altså én, som burde være et fund for forsvaret af Danmark. Men nej, hun stoppes og chikaneres og render konstant panden mod karrieremuren, mens hendes mandlige kolleger bare stryger derudad.

    Selv om Sanne aldrig er blevet voldtaget, kender hun til både voldtægt og grov sexchikane i Forsvaret. »Jeg kender til en pige, som er blevet voldtaget og en anden pige, som er blevet kraftigt sexchikaneret. Ved voldtægten var de flere mandlige soldater om at lokke en kvindelig ansat ind i et rum, hvor hun blev udsat for fuldbyrdet voldtægt af en mandlig soldat.

    Hun havde mærker over hele kroppen inklusive kraftige mærker efter kvælertag. Efterfølgende rottede mændene sig rutinemæssigt sammen og sagde at hun selv havde lagt op til det. Men det er jo sindssygt, det har jeg sagt, men det eneste, der sker er, at jeg selv bagefter har oplevet mere chikane.

    Den voldtagne kvinde er enlig mor og føler sig derfor tvunget til at beholde sit job. Så hun oplever den pine, at se skammen i de andres øjne hver dag, når hun går på arbejde.«

    Sanne vil ikke ud med detaljer om, hvor voldtægten er foregået eller hvornår. Blot at det er sket inden for de seneste par år.

    Nu håber Sanne, at hun kan være med til at ændre forholdene til det bedre. Og så vil hun trække frisk luft og hente nye kræfter uden for forsvaret et stykke tid. Men hun planlægger at blive i Forsvaret i mindst nogle år endnu.