Politiet har natten til lørdag anholdt fem unge litauiske mænd i Viborg og Skive. Deres bil var proppet med tyvekoster, og politiet udelukker ikke, at de står bag en bølge af indbrud.

Først blev to anholdt i Viborg, og senere på natten blev tre anholdt i Skive. De i alt fem litauiske mænd havde spækket deres biler med tyvekoster, oplyser politiet ifølge tv2.dk.

- Vi kan slet ikke udelukke, at de har forbindelse til sidste weekends indbrudsbølge med omkring 80 sager. Og det er heller ikke umuligt, at de kender hinanden, siger Knud Lauridsen, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, til tv2.dk.

De fem litauere er mellem 21 og 27 år gamle og vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Viborg i løbet af lørdag med krav om varetægtsfængsling.

- Vi skal til at efterforske sagerne og finde ud af, hvor kosterne kommer fra. Så vil vi også se, om vi kan forbinde dem til andre indbrud, siger Knud Lauridsen til tv2.dk.

Han mener, at de anholdte kan have et depot med tyvekoster i nærområdet. På grund af en række indbrud begået af litauere i politikredsen er man nu begyndt at gå målrettet efter litauiske biler.

- Vi får selvfølgelig også standset nogle turister, men det var den målrettede indsats, der gjorde, at vi kunne anholde de her personer, siger Knud Lauridsen og tilføjer, at de seneste tre anholdte i sagen har forklaret, at de var på vej til Norge.