De vidner, der bragte politiet på sporet af Lisa Andersens grav ved Herlev Rideskole, sidder nu i retten. Om natten mellem 22. og 23. december 2010 så de en person blive slæbte over vejen hen mod det sted, Lisa Andersen blev fundet.

De to vidner, der er fætre, havde spillet indendørs fodbold i Værebrohallen og var på vej hjem i bil ad Krebsdammen.

- Vi så en person, som slæbte en anden person over vejen, beskriver et af vidnerne.

- Han havde fat sådan bagfra og under armene og trak.


LÆS OGSÅ:

Da den slæbende person blev opmærksom på de to fætre i bil, forsøgte han at skærme sig.

- Vi bremsede stille og roligt. Da han så bilen, var det ligesom om, at personen prøvede at dække over den anden person, fortæller vidnet om episoden, der skal have fundet sted natten mellem 22. og 23. december 2010 'klokken halv et-et'.

Begge fætre har været med politiet ude ved vejen til rideskolen og rekonstruere, hvad de så den nat. Anklager Christian Schrøder har således netop fremvist billeder i retten af, hvordan de har beskrevet synet.


LÆS OGSÅ:


På billederne ses, hvordan en person ligger ansigt mod ansigt oven på en anden.

- Var det sådan de lå, da de kom over vejen? spørger Christian Schrøder.

- Ja, bekræfter vidnet.

Ingen af de to fætre hæftede sig den aften synderligt ved synet. Da de havde bremset og passeret det, der formentlig var liget af Lisa Andersen og hendes morder, kørte de videre.

- Jeg tænkte, at det måske var nogle mennesker, der havde været i byen, og som var fulde. Men da jeg så det i fjernsynet om sagen, altså hende kvinden, der var forsvundet i Herlev, tænkte jeg, at så måtte vi prøve at ringe og høre, om det kunne være en hjælp, fortæller vidnet.

Politiet mener, at synet, som de to fætre havde den nat, var 49-årige JP, der slæbte Lisa Andersen mod hendes grav kort i skovbunden ganske kort derfra.

Og to vidner, som afgav forklaring er fætrene, bestyrker denne teori. Vidnerne var nemlig begge ude at skrabe sne i området den nat. Ganske nær det sted, hvor fætrene angav at have set de to personer, observerede begge sne-ryddere nemlig en Toyota.

- Jeg ser Toyotaen to gange. Første gang ved boldbanen, senere ved Skinderskovvej, hvor den holder med tændt lys, siger den ene snerydder.

Han beskriver en bil, der af udseende minder meget om den Toyota Aygo, som LIsa Andersens eks-kærestes mor ejer, og som JP ifølge politiet har fri adgang til.

- Jeg så et billede af den (JP's mors bil, red.) i en avis - jeg kan ikke huske, om det var Ekstra Bladet eller B.T. - nogle dage senere, og det var derfor, jeg kontaktede politiet, siger den ene af de to sneryddere.

JP nægter sig skyldig.