Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at der er lange udsigter til en konklusion på, hvad Mette Bønnelykke Herholdt døde af i december 2010.

Årsagen til retsmedicinernes lange arbejdstid er ligets stærkt medtagne tilstand, idet det i mere end to år har ligget i et 100-liters utilsluttet køleskab. Kun sikret med et reb.

Politiet mener, at Mette Bønnelykke Herholdt blev dræbt af den tidligere samlever MP, mens han selv påstår, at hun led en naturlig død, inden han anbragte hende i køleskabet og transporterede hende mellem tre adresser over en periode på to år.

Yderligere detaljer i sagen lukker efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen tæt om.

Heller ikke spekulationer om et eventuelt økonomisk motiv til drabet vil han kommentere på og henviser til grundlovsforhørets lukkede døre.

I grundlovsforhøret nægtede den tidligere samlever sig skyldig i drab, men erkendte usømmelig omgang med lig. Han blev varetægtsfængslet i fire uger.