Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Et trafikeret kryds er gået i sort, og en person er kørt på hospitalet, efter en bilist onsdag aften kørte galt på Frederiksberg i København.

Det oplyser Københavns Politi til BT.

»Indtil videre ved vi ikke så meget mere, end at en personbil er kørt ind i en stålmast. En person er kørt på hospitalet til kontrol, og lyskrydset er gået helt i sort,« siger vagtchef Carsten Reenberg, der derfor opfordrer bilister til at udvise forsigtighed, når de kører gennem krydset.

Ulykken skete onsdag aften i et lyskryds mellem Roskildevej og Peter Bangs Vej på Frederiksberg i København.

Vagtchefen kender endnu ikke de nærmere omstændigheder og kan derfor ikke oplyse, om andre bilister har været involveret i uheldet.

BTs mand på stedet oplyser, at det ser ud som om, at bilen er kommet i høj fart fra Peter Bangs vej. Den var nemlig godt smadret, da redningsmandskabet nåede frem. Faktisk var den så krøllet sammen omkring midterstolpen på et stort vejskilt, at den havde kilet sig fast og måtte klippes fri.

Han oplyser derudover, at den tilskadekomnde blev tilset af en læge på stedet, som derefter besluttede at køre ham mod Hvidovre Hospital med fuld udrykning.

Ifølge BTs mand var der ingen andre implicerede ved uheldet, men vidner på stedet var selvsagt chokerede efter at have set bilen køre ind i stålmasten.