Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Den 32-årige kvinde, der fredag aften blev fundet i Elverparken i Herlev, var angiveligt gravid.

Det erfarer TV 2.

Tidligere fredag aften kunne Københavns Vestegns Politi oplyse i en pressemeddelelse, at de havde fundet en 32-årig kvinde knivdræbt i parken.

»Københavns Vestegns Politi modtog kl. 1920 anmeldelse fra Region Hovedstaden, idet en ambulance var sendt til Elverparken i Herlev, hvor der var fundet en livløs kvinde,« skriver de og tilføjer:

»Ved politiets ankomst til stedet blev kvinden erklæret død af akutlæge. Hun er ramt af flere knivstik.«

Københavns Vestegns Politi er bekendt med kvindens identitet, fordi hun havde ID på sig og oplyser, at der er tale om en 32-årig dansk kvinde, der altså ifølge TV 2 var gravid.

TV 2 skriver samtidig, at kvinden luftede sin hund i parken.

Foto: Mathias Øgendahl
Vis mere

»Vi kan ikke sige meget andet end, at det er en kvinde, der bor i nærheden. Hun har gået en tur med sin hund i parken, hvor hun har truffet en gerningsmand,« siger efterforskningsleder Hans Christian Tonnesen til TV 2.

Det vides endnu ikke om offeret og gerningsmanden kendte hinanden.

Til BT fortæller politiet, at de gerne hører fra vidner, der har været omkring gerningsstedet i tidsrummet 18.50 til 19.20 fredag aften og har set noget tumult eller slagsmål.

»Det kan være, at nogen har bemærket et slagsmål, noget skænderi, råberi eller andet tumult. Man må næsten formode, at der har været noget håndgemæng, der er gået forinden,« siger vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Thomas Christensen til BT

Han oplyser samtidig, at man endnu ikke har anholdt nogen i sagen.

Gigantisk område afspærret

Tidligere fredag aften oplyste Københavns Vestegns Politi til BT, at de var massivt til stede ved parken.

»Vi har en politiforretning derude, og vi har omkring fem til syv patruljer til stede, deriblandt hundepatruljer,« lød det fra Thomas Christensen.

Han bekræftede samtidig, at der er sket en forbrydelse, men ville ikke komme nærmere ind på, hvad der var foregået.

BT's mand på stedet fortalte desuden, at politiet havde en evakueringsbus holdende på stedet, ligesom der var adskillige ambulancer og teknikere.

»De har afspærret et gigantisk område, og der er en del teknikere i hvide dragter, der undersøger et område inde i parken,« lyder det.

Politiaktionen kommer i kølvandet på en lang række sager i netop Københavnsområdet. Senest torsdag aften, hvor en person affyrede skud op i luften på Frederiksberg Alle i København, efter to grupper angiveligt var kommet op og toppes. Ingen personer blev ramt.

Onsdag aften blev affyret skud mod en vandpibecaféen Alaa Eldin Cafe på Ørnevej 37 i den nordvestlige del af København. Heller ikke her blev nogen personer ramt.

Opdateres...

Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Foto: Mathias Øgendahl
Vis mere