Omkring klokken15.30 kørte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fra Tårnborgvej i Korsør, efter de i flere timer havde ransaget to bopæle i deres efterforskning af Emilie Mengs forsvinden.

Den ene bopæl tilhører 67-årige Finn Petersens. Og mandagens ransagning var den femte af slagsen.

Politinspektør Kim Kliver fortæller om dagens arbejde og resultatet.

»Vi har undersøgt alt. Vi har undersøgt med vores lytteudstyr. Vi har været inde med kameraer alle steder. Vi kan afslutte undersøgelsen med at konkludere, at Emilie Meng ikke har været her og er her ikke. Der er ikke noget, som indikerer, at der på de her to adresser bliver gemt personer,« siger han til BT.

Tidligere ville politinspektøren ikke ind på, hvilke nye oplysninger, som førte til den femte ransagning hos Finn Pedersen, men det uddybede han efter dagens arbejde var færdiggjort.

»Man kunne høre stemmer og lyde. som kunne indikere, at Emilie Meng kunne være gemt på de adresser,« siger han og fortsætter:

»Vi har boret gennem fundamentet, gulvet og vi har været inde med kamera og lytteudstyr, således at vi troværdigt nu kan sige, at vi har været hele vejen igennem. Vi har sågar også været i kloakken.«

Kim Kliver ønskede dog ikke at fortælle, hvem der havde givet politiet tippet.

»Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre.«

BT har tidligere talt med Finn Petersen om, at hans hjem endnu en gang bliver gennemsøgt af myndigheder.

»Jeg troede denne her sag var afsluttet. De har jo været der med lys og varmesøgere for at finde ud af, om der var hulrum i mit hus, men nu kommer der så teknikere fra København og splitter mit hus ad, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre,« sagde han.

Den forsvundne pige Emilie Meng blev sidst set den 10. juli på Korsør Station omkring klokken fire om natten. Der tog hun afsked med nogle veninder efter en bytur i Slagelse.

Veninderne valgte at tage en taxa fra stationen, mens Emilie sagde, at hun ville gå de få kilometer hjem.

Men hun dukkede aldrig op.