Den forsvundne svenske journalist ligger IKKE i Peter Madsens bjærgede ubåd. Det afslørede efterforskningsleder Jens Møller fra Københanvs Politi ved et pressemøde søndag formiddag.

»Vi fandt ingen på båden. Hverken døde eller levende,« lød det fra Jens Møller, som også afslørede, at den sigtede Peter Madsen har givet forskellige forklaringer på, hvorvidt han satte journalisten i land torsdag aften eller ej, som han ellers forklarede i første omgang.

Politiets teknikere undersøger søndag ubåden nærmere, og vicepolitiinspektøren understregede, at politiet betragter båden som et muligt gerningssted.

Han afslørede også en anden bemærkelsesværdig detajle, som der har været gisnet om de seneste dage - nemlig, at politiet tror, Peter Madsen selv har sænket sin ubåd med fuldt overlæg.

»Det virker som om, at ubåden er sunket som en bevidst handling,« sagde Jens Møller.

Jens Møller understregede, at eftersøgningen af Kim Wall nu går i to retninger. Dels leder de efter en savnet person i live. Dels søger både og helikoptere efter hendes lig i Køge Bugt.

Søndag formiddag begyndte politiets undersøgelser af ubåden UC3 Nautilus, som sank under mystiske omstændigheder fredag.

Ubåden blev bjærget lørdag og er nu tømt for vand. Båden står i Nordhavn i København, mens politiet undersøger den. Flere af politiets teknikere er på stedet og er gået ned i båden iført iltmasker.

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Ifølge BTs mand på stedet var det egentlig meningen, at ubåden skulle have stået inden i en hal, som er på stedet. Hallens porte var dog ikke høje nok til at få ubåden ind, så nu foregår undersøgelserne ude i det fri, hvor et stort presseopbud kan følge med på afstand.

Omkring klokken halv elleve ankom en brandbil fra Hovedstadens Beredskab til stedet. Det sker, fordi teknikerne angiveligt har haft problemer med en lift, skriver den svenske avis Aftonbladet.

Foto: Tom Wall
Vis mere

Peter Madsen - bedre kendt som 'Raket-Madsen' - sejlede torsdag aften ved 19-tiden ud i sin hjemmebyggede ubåd. Med sig om bord havde han den svenske journalist Kim Wall.

Natten til fredag blev både den 30-årige kvinde og ubåden meldt savnet, og efter en større eftersøgning blev båden lokaliseret fredag formiddag.

Da en fritidssejler fik øje på Peter Madsen i ubådens tårn, forsvandt han ned i båden, og da han kom op igen, begyndte båden at synke.

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Den svenske kvinde blev meldt savnet, og kort efter blev Raket-Madsen sigtet for drab. En sigtelse, han nægter sig skyldig i. Han har forklaret, at han sætte journalisten i land ved restaurant 'Halvandet' på Refshaleøen omkring klokken 22.30 torsdag aften.

Den 47-årige opfinder blev efter et grundlovsforhør lørdag varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab indtil 5. september. Afhøringen af Peter Madsen skete for lukkede døre.