Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

33-årige Christina Hougaard og hendes 1-årige søn meldes savnet af Midtjyllands Politi. Kvindens eks-mand, som ikke har vist livstegn siden maj, er også i politiets søgelys. Begge er efterlyst internationalt.

Det er familiens pårørende, der har meldt hende savnet, da de ikke har set hende siden d. 27 maj. Kvinden, som er fra Holstebro, er sidst blevet set ved en hæveautomat i byen Aulum omkring 10 km sydøst for Holstebro.

Kvindens eks-mand, Adam Hougaard, er også meldt savnet. Han er heller ikke blevet set siden slutningen af maj.

Tidligere har eks-manden opholdt sig i Afrika, og politiet formoder, at kvinden og hendes søn er rejst udenlands og måske netop til Afrika. Derfor er kvinden og manden efterlyst internationalt.

Politiet er desuden interesseret i at lokalisere Christina Hougaards bil. Det drejer sig om en sort Toyota Aygo med registreringsnummer BB 20727.

Har du set Christina Hougaard, Adam Hougaard eller den sorte Toyota Aygo, så kontakt venligst Midt- og Vestjyllands Politis Servicecenter på 114.

Det er anden gang indenfor ganske kort tid, at en kvinde er meldt savnet sammen med sin lille søn. I onsdags efterlyste Nordjyllands Politi og Brønderslev Kommune 30-årige Winnie Wagner Christensen, der er forsvundet med sin blot 3-uger gamle søn, Dean. Sønnen meldes i fare, og derfor vil Brønderslev Kommune anbringe drengen udenfor hjemmet.