Uidentificeret lig blev i weekenden fundet i skovområde syd for Kolding

Sydøstjyllands Politi bekræfter, at der lørdag blev fundet et lig ved Kær Mølle syd for Kolding.

Liget er endnu uidentificeret og politiet afventer en mulig obduktion mandag formiddag.

- Vi kan derfor ikke sige noget om køn, alder eller om der ligger en forbrydelse bag, siger vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi, Morten Vegger, til bt.dk.

Ifølge Ekstra Bladet blev liget fundet i det samme område, hvor den 50-årige Hanne König forsvandt fra sit hjem den 26. september sidste år.

Politiet har ingen kommentarer til, om der er tale om Hanne König. Men ifølge Ekstra Bladet er hendes familie orienteret om fundet.

- Vi er glade for, at hun formodentlig er fundet, så vi kan begynde at bearbejde det, og derfor har vi nu brug for ro, siger datteren Tina König til Ekstra Bladet.

Liget blev fundet i et krat af en hundelufter.