Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Hvor længe har et medlem af den berygtede Levakovic-klan været tilbage i landet, selvom han egentlig er udvist for bestandigt? Det kan videoovervågning være med til at afgøre.

Det var tilsyneladende midt i et tyveriforsøg af en dyr jakke, at Levakovic-familiemedlemmet torsdag blev fanget i Danmark. For to år siden var han ellers blevet udvist til Kroatien af Højesteret efter at have begået et groft røveri mod en ældre mand.

Da han fredag blev fremstillet i grundlovsforhør i København, erkendte han, at han havde overtrådt sit indrejseforbud. Hans mor var syg, og han ville derfor gerne besøge hende, forklarede han og fortalte, at han kun havde været tilbage den ene dag, før han blev anholdt.

Men udover at være sigtet for at have overtrådt sit indrejseforbud, er Levakovic-slægtningen, som er kendt som en af de mest kriminelle herhjemme, også sigtet for to butikstyverier.

Den ene skal han have forsøgt at begå torsdag, hvor han blev anholdt. Den anden skal han ifølge sigtelsen have begået den 21. januar.

Det fortæller anklager Signe Egsgaard til BT.

»Jeg kan ikke gisne om, hvor længe han kan have været her. Jeg kan bare sige, at det ene af de butikstyverier, han er sigtet for at have begået, skal være sket i slutningen af januar. Og der skulle han være taget på videoovervågning,« siger hun.

'Butiksbestyreren genkendte ham'

Den video har hun dog ikke haft mulighed for at se endnu.

»Men det er klart, at hvis han bliver taget for butikstyveri den 21. januar, så har han været indrejst før end det, han har sagt,« siger Signe Egsgaard.

Ved det første butikstyveri begået i en tøjbutik på Frederiksborggade i København er han sigtet for at have stjålet en jakke og et par sko. Da han torsdag eftermiddag ifølge sigtelsen dukkede op i den samme butik igen og forsøgte at tage en dyr jakke med sig, blev han bemærket af de ansatte.

»De havde bemærket ham første gang, og så genkendte butiksbestyreren ham anden gang. Det var derfor, de tilbageholdt ham med vagternes hjælp og ringede til politiet,« siger anklageren.

Først da politiet kom frem til stedet, stod det klart, hvem manden var.

Under grundlovsforhøret nægtede han sig skyldig i butikstyverierne.

»Han benægtede, at han overhovedet havde været i butikken den 21. januar, og han nægtede, at han havde forsøgt at stjæle en jakke, da han blev tilbageholdt i sidste uge,« fortæller Signe Egsgaard.

Overtrådte betingelserne fra sin prøveløsladelse

Til sin forsvarer - Carsten Fentz - har Levakovic-medlemmet forklaret, at han ikke tidligere har overtrådt indrejseforbuddet og kun opholdt sig i Danmark siden torsdag.

»Han sagde, han kom i går,« fortalte advokaten til BT fredag.

Fordi manden har erkendt at have overtrådt sit indrejseforbud, står han til at få en dom 'i størrelsesordenen af 20 dages fængsel og fornyet udvisning', da det er den dom, man som udgangspunkt får, når man overtræder indrejseforbuddet første gang, forklarer Signe Egsgaard.

»Så er det jo klart, at der kan være nogle omstændigheder, der gør, at det udgangspunkt ændres. Det kan for eksempel være en skærpende omstændighed, hvis man rejser ind i landet for at begå kriminalitet, når man samlet set skal vurdere, hvad straffen skal udmåles til. Men udgangspunktet er 20 dage,« siger hun.

Foreløbig er Levakovic-medlemmet varetægtsfængslet i 12 dage. Det blev han på baggrund af, at han overtrådte indrejseforbuddet og på baggrund af, at han har overtrådt betingelserne for sin prøveløsladelse.

»Han er først blevet udvist for nylig, da han først skulle afsone mindst halvdelen af sin straf (på fem og et halvt års fængsel, red.), så han har også noget reststraf fra den dom,« forklarer Signe Egsgaard.

Kan udvises til Kroatien igen

Da Højesteret for to år siden stadfæstede udvisningen, blev det besluttet, at manden skulle udvises til Kroatien, hvor han har statsborgerskab. Under grundlovsforhøret fredag forklarede han dog, at han nu boede i Sverige.

Når han næste gang skal udvises af landet, bliver det dog højst sandsynligt til Kroatien igen, forklarer anklageren.

»Det vil som udgangspunkt blive til der, hvor han er statsborger. Han skal i hvert fald sandsynliggøre, at han har lovligt ophold i Sverige. Det er også et spørgsmål, om Sverige vil tage ham,« siger hun og fortsætter:

»Når man er udvist, så påhviler det de danske myndigheder at forestå udsendelsen. Der skal man jo forespørge andre landes myndigheder, om de vil påtage sig at tage en person. Så man vil i så fald være nødt til at spørge Sverige, om de er enige i det, og om de vil have ham. Ellers kan man sende ham til Kroatien, hvor han er statsborger. Mit bedste bud er, at man vil sende ham til Kroatien, da han er statsborger der.«