Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Et af medlemmerne i den berygtede Levakovic-klan er vendt tilbage til Danmark - selvom han egentlig er blevet udvist for bestandigt.

Han ønskede at se sin mor, der er syg, forklarede han, da han fredag blev fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i København.

Han er sigtet for at være rejst ind i Danmark på et tidspunkt før torsdag den 16. februar klokken 13:50 om eftermiddagen, selvom han sidste år blev udvist for bestandigt af Højesteret.

Derudover er han også sigtet for to forhold vedrørende butikstyverier.

Det var i forbindelse med et af butikstyveri i en tøjbutik, han er sigtet for at have begået, at han blev anholdt torsdag. Det fortæller hans forsvarsadvokat Carsten Fentz til BT.

»Det var personalet i butikken, der tilkaldte politiet. Da politiet kom, anholdt de ham. Men indtil da var der ikke nogen, der vidste, at det lige var ham, der var tale om,« siger han.

Manden, som er medlem af den berygtede Levokavic-familie - der er kendt som en af de mest kriminelle familier i Danmark og som kom på alles læber, da den såkaldte 'sigøjnerboss' Gimi Levakovic for nogle år siden inviterede indenfor i sit hjem i TV 2-programmet 'Sigøjnerbossen og hans berygtede familie' - nægtede sig under grundlovsforhøret skyldig i butikstyverierne.

Men han erkendte at have overtrådt sit indrejseforbud.

Ønskede at se sin syge mor

Da han sidste år blev udvist for bestandigt af Højesteret, blev han udvist til Kroatien. Men under grundlovsforhøret fredag forklarede han, at han nu bor i Sverige.

Han fortalte, at han havde overtrådt indrejseforbuddet, fordi hans mor var meget syg.

»Derfor ønskede han at se hende,« fortæller Carsten Fentz.

Samtidig forklarede den udviste mand, at han ikke tidligere havde overtrådt indrejseforbuddet. Til sin advokat har det nu anholdte Levakovic-familiemedlem fortalt, at han kun har opholdt sig i Danmark siden torsdag.

»Han sagde, han kom i går,« siger Carsten Fentz.

Årsagen til, at den nu anholdte mand blev udvist for bestandigt, var, at han sammen med en af sine brødre i 2013 blev idømt fem et halvt års fængsel samt udvisning efter at have begået et groft hjemmerøveri mod en 77-årig mand i Kastrup.

Der var ikke andre medlemmer af Levakovic-familien til stede under grundlovsforhøret.

Han blev varetægtsfængslet i 12 dage.