Django Levakovic måtte lægges i håndjern og mandsopdækkes af vagter, da han torsdag modtog en dom på et år og tre månders fængsel.

»Fucking racister!«

Med de ord modtog 43-årige Django Levakovic en dom på et år og tre måneders fængsel. Dommen fik han for seks overtrædelser af straffeloven: To butikstyverier, besiddelse af en kniv, besiddelse af en joint, overtrædelse af indrejseforbud og for at udgive sig for at være sin bror Giovanni.

»Jeg synes, jeg får en for høj straf. Er det ikke mærkeligt, at jeg bliver staffet så højt for sådan nogle bagatelforhold,« råbte han til dommeren.

Inden da havde både vagter og dommer flere gange bedt ham dæmpe sig, og til sidst var raseriet var så voldsomt, at han måtte føres ud af retslokalet af tre vagter. Få minutter senere, blev han ført tilbage i håndjern - blot for at få at vide, at han fortsat skal være varetægtsfængslet.

Stjal tøj på strøget

Allerede inden retsmødet gik i gang, måtte vagterne bede Django Levakovic om at dæmpe sig, da han råbte af BTs udsendte.

»Jeg vil ikke have dig her. Gang på gang er der journalister der skriver alt muligt lort. Du skal ikke skrive alt muligt lort  om os. Forstår du det? Du skal ikke skrive om mig,« råbte han gennem lokalet.

Hans forsvarer forsøgte herefter at få nedlagt navneforbud og få afholdt retsmødet for lukkede døre, men det afviste retten efter protester fra BT og anklager Allan Kristensen.

Django Levakovic er medlem af den berygtede Levakovicklan, der regnes for en af Danmarks mest kriminelle familier.  Klanen blev gjort landskendt af Ekstra Bladet, og har været omtalt i utallige avisartikler og i tv-programmer.

Django selv dømt til udvisning fra Danmark for bestandigt, og i november rejste han til Kroatien efter at være blevet prøveløsladt. 16. februar blev han imidlertid pågrebet af en vagt i butikken Wood Wood Museum. Ifølge vagtens forklaring i retten, havde han en jakke fra butikken på inden under sin egen jakke, da han blev standset i døren til butikken.

Politiet blev tilkaldt og visiterede ham. Hans egen jakke havde ifølge politmandens forklaring et hul i foret, der rakte helt om til ryggen af jakken, og inde i foret havde han både en ulovlig kniv og en hashjoint.

Da politiet spurgte, hvem han var, angav han sin bror Giovannis navn og det meste af CPR-nummeret. Han kunne dog ikke huske de fire sidste cifre. Ved at kigge på billeder i forbrydderalbummet, kunne politiet imidlertid konstatere, at det var Django og ikke Giovanni, de havde anholdt.

På baggrund af overvågningsvidoer fra Wood Wood mente anklageren, at Django Levakovic også begik i butikstyveri i Wood Wood Museum 16. januar, hvor der blev stjålet en jakke og et par sko til en værdi af 2.850 kroner.

Django Levakovic nægtede sig skyldig i alle forhold på nær overtrædelse af indrejseforbuddet og besiddelse af hashjointen. Kniven i foret, forklarede han, var ikke hans.

»Det var ikke min jakke, det var en jeg tog fra baggagerummet af en bil, fordi det var koldt. Det kan være min nevøs eller min brors, jeg ved det ikke, og jeg vidste ikke, at der var en kniv i jakken,« forklarede han.

Retten fandt dog, at kniven var hans ansvar, og kendte ham skyldig i alle forhold.

Fængselsdommen på et år og tre måneder blev begrundet med, at han havde en reststraf på 507 dage fra tidligere kriminalitet. Han skal derudover betale sagens omkostninger, og når dommen er afsonet, skal Django Levakovic udvises igen.

Inden Django Levakovic forlod retslokalet, fyrede han sin forsvarer med ordene:
»Jeg vil have en ny forsvarer. Jeg gider ikke tale mere med dig. Fucking racister.«

Derefter pegede han på BTs reporter:

»Jeg håber, du skriver noget ordentligt din fucking forpulede svans. Din fucking luder.«