I begyndelsen af maj lagde lejrchef Kent Nielsen og to andre ansatte på asylcenter Holmegaard i Næstved en asylansøger i benlås på jorden. Episoden blev filmet af en anden beboer og førte til, at ledelsen af asylcentret valgte at fritstille Kent Nielsen efter anklager om vold.

Men nu er straffesagen frafaldet. Det fremgår af et brev fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som Radio24syv har set.

I brevet, der er sendt til én af de nu tidligere sigtede, fremgår det, at politiet har besluttet af ”opgive sigtelsen” mod de tre ansatte. De var alle sigtet for ”at have anvendt ulovlig magtanvendelse” ved at lægge en mandlig syrisk asylansøger i benlås. Begrundelsen for afgørelsen er, at ”sigtelsen i sagen har vist sig at være grundløs, ” står der i brevet fra politiet.

Kent Nielsens advokat Torben Koch bekræfter overfor Radio24syv, at Kent Nielsen ikke længere er sigtet for vold. Han hæfter sig ved, at politiet benytter ordet ”grundløs”:

”Det er sjældent man anvender ordet grundløs. Det viser jo, at politiet selv vurderer, at den sigtelse som man har rejst, har været uden hold i virkeligheden allerede fra start af, ” siger advokaten til Radio24syv.
Kent Nielsen og de to andre ansatte, der lagde den syriske asylansøger i benlås, har hele tiden hævdet, at manden havde truet Kent Nielsen på livet, og at deres magtanvendelse derfor var nødvendig.

Torben Koch stiller sig kritisk overfor, at Langeland Kommune, som driver asylcenteret i Næstved, valgte at fritstille Kent Nielsen og anklage ham for vold. De burde i stedet have undersøgt magtanvendelsen grundigere, - eksempelvis ved at afhøre andre ansatte og asylansøgere, siger han.

”Politiet i Sydsjælland har givet Langeland Kommune en ordentlig næsestyver med den her afgørelse. Jeg synes, det er en uværdig måde at behandle deres medarbejder på. I stedet for at forsøge at undersøge sagen nærmere, så griber man til at bortvise ham og anklage ham for vold. Jeg synes det er ynkeligt og uværdigt”, siger advokat Torben Koch til Radio24syv.

Radio24syv har forsøgt at få en kommentar fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, men det er desværre ikke lykkedes.

Den tidligere asylchef Kent Nielsen ønsker endnu ikke at udtale sig om politiets afgørelse, men hans advokat Torben Koch fortæller, at anklagerne mod ham har været en ubehagelig oplevelse:

”Det har påvirket ham meget,” siger Torben Koch om sagen, som har været bredt omtalt i medierne. Det var dagbladet Information, der offentliggjorde videoen og skrev en række artikler, der beskrev Kent Nielsen som en leder, der ”anvender trusler, voldsom fysisk magt og kollektiv afstraffelse.”

Det er Kent Nielsens tidligere kollega på asylcentret i Næstved, Cafer Kocak, der har modtaget brevet fra Sydsjællands Politi og Lolland-Falsters Politi. Han er ligesom Kent Nielsen ikke længere sigtet for ulovligt magtanvendelse, og han er tilfreds med afgørelsen:

”Jeg blev lettet og glad. Især på Kents vegne,” siger han til Radio24syv.

”Jeg vidste et eller andet sted godt, at det ville ende godt, for jeg vidste, at vi havde gjort det rigtige, ” siger Cafer Kocak om episoden, hvor han, Kent Nielsen og en tredje medarbejder lagde en syrisk asylansøger i benlås på jorden.

”Jeg forventer, at Langeland Kommune indrømmer, at de har håndteret sagen forkert. Jeg tror ikke, at de vil give Kent sin stilling tilbage, men de kan i det mindste give ham en undskyldning, ” siger han til Radio24syv.

Radio24syv har forsøgt at få en kommentar fra Langeland Kommune, der driver asylcenter Holmegaard i Næstved, men det har ikke været muligt.