Da Christian Jan Dürr var på arbejde som ballonklovn i lørdags, endte dagen anderledes, end han havde regnet med fra morgenstunden.

Under kunstnernavnet Pokus underholdt han i forbindelse med arragementet 'Store Legedag' i Horsens byens børn med ballontrylleri. Da han stod og bandt giraffer, hunde og andre oppustelige skabninger, ville en 4-5 årig dreng forstyrre Pokus' kunster.

- Drengen tog gentagne gange balloner i mine lommer, selvom jeg bad ham lade være. Til sidst tog jeg ham i armen for at finde hans forældre.

På vej mod forældrene smider drengen sig på græsset. Moderen kommer i samme øjeblik hen til Christian Dürr og råber, at han skal slippe drengen.



Moderen anmelder derefter Christian Dürr for at have hevet i hendes søn til politiet. Men ballonklovnen fortsætter med at binde ballondyr. Da ballonklovnen Pokus vil dele visitkort ud efter sit show, møder han igen moderen til drengen.

- Hun siger, jeg skal gå væk flere gange. Til sidst slår hun mig med en knytnæve i hovedet. Så siger jeg, at hvis hun gør det igen, melder jeg hende til politiet.

Da Christian Dürr siger det, slår hun ham igen i hovedet med en knytnæve. Christian melder kvinden, som tidligere på dagen har meldt ham, til politiet. Han har fået en mindre skade i form af en bøjet tandprotese. Men det er ikke det, han er mest chokeret over.

- Jeg er meget overrasket over, at hun kan finde på at slå en ballonklovn foran alle børnene.