En hollandsk kvinde er selv blevet straffet, efter hun angiveligt blev voldtaget på en ferie i Qatar. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Den 22-årige kvinde blev angiveligt voldtaget efter en bytur i midten af marts, men da hun anmeldte voldtægten til politiet, røg hun selv bag tremmer - sigtet for at have sex uden for ægteskabet, hvilket er en forbrydelse i Qatar.

Mandag fik hun sin dom, der lød på et års betinget fængsel. Den unge kvinde fra Holland er efterfølgende blevet løsladt, efter hun i næsten tre måneder har været fængslet i Qatar.

Det bekræfter en talskvinde fra det hollandske udenrigsministerium, skriver AP.

Den hollandske ambassade i Qatars hovedstad Doha har taget sig af kvinden efter en kort høring i retten mandag.

Den 22-årige var på ferie med en veninde, da de i midten af marts var ude at få drinks på en hotelbar i hovedstaden. Hun formoder, at nogen puttede noget i hendes drink, hvorefter hun ikke kan huske, hvad der skete. Hun vågnede senere alene. Hendes tøj var revet itu, og hun var blevet voldtaget, har kvindens advokat Brian Lokollo tidligere fortalt til AP.

Ifølge nyhedsbureauet er det ikke klart, hvilken dom manden, som var anklaget for voldtægten, fik. De qatarske myndigheder har gentagne gange nægtet at udtale sig, efter hendes forvaring blev offentlig kendt i løbet af weekenden.

Lignende sager har tidligere fundet sted i de arabiske golfstater.

I 2008 fortalte en australsk kvinde, at hun havde været fængslet i otte måneder, efter hun hævdede at være blevet udsat for en gruppevoldtægt på et hotel i De Forenede Arabiske Emirater.

I 2013 blev en norsk kvinde, der anmeldte en voldtægt i Dubai, idømt 16 måneders fængsel for at have sex uden for ægteskab. Hun blev dog benådet og fik lov til at forlade landet, skriver AP.