En lastbil blev tirsdag morgen ramt af stenkast fra en motorvejsbro over Holbækmotorvejen.

Lastbilen blev ramt på forruden klokken 09.20 tirsdag morgen, og chaufføren selv så fire-fem personer løbe fra stedet. Det fortæller vagtchef Peter Grønbæk fra Københavns Vestegns Politi til BT.

»Han (chaufføren, red.) kan ikke sige ret meget andet, end at han bemærker, at det giver et ordentligt brag fra hans forrude, da en ifølge ham stor sten rammer den,« siger han og tilføjer:

»Hans umiddelbare vurdering er, at stenen er knytnævestørrelse. Men han ser ikke, hvorfra den kom, før han passerer under broen, hvor han kan se, at fire-fem personer løber i sydlig retning på broen.«

KENDER DU NOGET TIL SAGEN, SÅ KONTAKT BT PÅ 1929@BT.DK

Chaufføren vurderer, at personerne var voksne mænd. Måske omkring de 25 år og opefter.

»Men han kan ikke beskrive det nærmere,« siger Peter Grønbæk.

På det seneste har der været flere episoder, hvor der er blevet kastet sten mod biler fra motorvejsbroer. Mest alvorligt var det, da en tysk kvinde mistede livet på Fynske Motorvej.

Her ramte en 30 kilo tung sten den bil, hvor kvinden sad med sin mand og sin femårige søn. Drengen slap uden alvorlige skader, mens manden blev hårdt kvæstet. Gerningsmændene i den sag er fortsat på fri fod, og politiet efterforsker sagen som manddrab.

Lastbilchaufførens forrude holdt, efter den var blevet ramt af stenen tirsdag, så chaufføren slap uskadt.

»Men vi betragter det med enorm stor alvor, fordi det er så fareforvoldende, som det er. Og det er strafbart. Derfor er vi selvfølgelig også interesseret i at høre fra vidner, der kan have set noget,« siger Peter Grønbæk.

Chaufføren lagde ikke mærke til, om der blev kastet flere sten end den, der ramte hans forrude.

Har du oplysninger i sagen, kan Københavns Vestegns Politi kontaktes på telefon 114.

/ritzau/