Det er ikke mange dage siden formanden for Trykkefrihedselskabet, Lars Hedegaard, var udsat for et voldsomt drabsforsøg. Siden er den tidligere redaktør på Information gået i skjul uden for mediernes radar. Og ikke mange ord er kommet ud om Lars Hedegaards situation.

Men nu tager debattøren selv bladet for fra munden. Det sker i en klumme på sitet sappho.dk, som du kan læse her.

I klummen langer Lars Hedegaard hårdt ud efter medierne og flere politiske partier. Og specielt Politiken og chefredaktør Bo Lidegaard får en hård medfart, da Lars Hedegaard mener, at avisen, på lederplads, er efter ham som person. Bl.a. skriver han:

'Redaktør Lidegaards leder på forsiden starter med at udtrykke sin glæde over, at jeg ikke er død, men går hurtigt over til at forklare, hvilket usselt kryb jeg er – med alle mine ”forvrøvlede, hadefulde og fornedrende udtalelser om muslimer i Danmark”', skriver Lars Hedegaard, der mener, at det er 'så som så med Politikens egen solidaritet'.

Lars Hedegaard mener ligefrem, at Politiken over for sine læsere forsøger at give en forklaring på, hvorfor han skulle angribes af, hvad Lars Hedegaard selv formoder er, en vred muslim:

'Derfor må Politikens læsere også udmærket kunne forstå avisens karakteristik af mig som ”paranoid” og besat af ”rabiate holdninger”. Og på den baggrund er det vel heller ikke så svært at forstå attentatmandens bevæggrunde til at ville ekspedere mig ud af denne verden', skriver han.

Men det er ikke kun Politiken og andre medier, som får verbale skældud i klummen. Også samtlige danske partier undtagen Liberal Alliance og Dansk Folkeparti mener Lars Hedegaard ikke følger op på de flotte ord om ytringsfrihed, som blev udtalt efter attentatet på ham. Han går så vidt at sige, at politikerne er ligeglade med den ytringsfrihed, som de i skåltaler lovpriser. Ligesom de er ligeglade med det danske folks fremtid.

'De vil ikke gribe effektivt ind mod de – få eller mange –indvandrede muslimer, som ikke er kommet til landet for at lade sig integrere, eller fordi de elsker frihed, lighed og demokrati, men fordi Danmark er et godt sted at modtage offentlig understøttelse, mens man frit kan udbrede sine barbariske anskuelser og true etniske danskere på livet', lyder det i klummen.

Har Lars Hedegaard ret i sin kritik? Skriv hvad du mener herunder.