Fire unge mænd har fået straffe på op til fem års fængsel for et groft hjemmerøveri mod et ældre ægtepar.

Fire unge mænd se frem til i alt 19 års fængsel, efter Retten i Lyngby har dømt dem for et groft hjemmerøveri mod et ældre ægtepar, der fandt sted i Holte i januar. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Dommeren lagde vægt på hjemmerøveriets grovhed, og i Nordsjællands Politi er vi godt tilfredse med fængselsstraffenes længde, siger efterforskningsleder Kenneth Støvhase til Frederiksborg Amts Avis.

Mike Kjeldsen fra Farum, Simon Mathias Mumm fra Slagelse og Nicklas Damkvist Lind fik hver fem års fængsel, mens Simon Damkvist fra Rødovre fik fire år bag tremmer, skriver avisen. De fire unge mænd var på gerningstidspunktet mellem 17 og 19 år.

Det var 19. januar, at røverne ved spisetid ringede på døren hos ægteparret og trængte ind i hjemmet, da der blev åbnet. Den 65-årige mand blev bagbundet, mens den 63-årige kvinde og barnebarnet på to år forsøgte at flygte op på husets førstesal, hvorefter kvinden blev fanget og også bagbundet sammen med barnebarnet. Ifølge Frederiksborg Amts Avis blev de alle låst inde på et badeværelse i kælderen.

Derefter ledte de fire mænd huset igennem for værdier og stjal blandt andet nogle smykker og flere hævekort, som de fik udleveret en pinkode til. Røverne stak efterfølgende af i parrets Audi.

Ofrene kom ifølge politiet ikke fysisk til skade ved røveriet, men var meget rystede.

- Der blev ikke anvendt våben ved røveriet, men de fire unge mænd var truende og aggressive i deres adfærd. Derudover truede de parret, at hvis de ikke gjorde, som der blev sagt, så ville det gå ud over det toårige barnebarn, siger Kenneth Støvhase til Frederiksborg Amts Avis.

De fire unge mænd ankede alle deres domme på stedet.