Landsretten skærer tre måneder af den straf, som en lastbilchauffør fik ved byretten i maj. Manden påkørte med for mange promiller i blodet en bedstemor, der døde på stedet, og han flygtede efter ulykken.

Østre Landsret har skåret en del af den straf, som en lastbilchauffør fik ved Retten i Holbæk i maj.

Her blev han idømt to års fængsel for at have påkørt en kvinde, som døde på stedet. Efter påkørslen flygtede manden i sin lastbil.

Østre Landsret har mandag forkortet straffen med tre måneder. Det betyder, at manden skal sidde ét år og ni måneder bag tremmer. Resten af byrettens dom blev stadfæstet, hvilket blandt andet betyder, at manden er frakendt kørekortet i otte år.

Ulykken skete i september sidste år, hvor en bedstemor netop havde afleveret sine børnebørn i skole og dagpleje. Kort efter blev hun påkørt af lastbilen, da hun gik i siden af Sæbyvej nord for Høng på Vestsjælland.

Chaufføren flygtede fra ulykkesstedet og den påkørte kvinde. Det var stumperne, politiet fandt på gerningsstedet, der afslørede hvilken lastbil, der stod bag ulykken.

Politiet kontaktede derefter importøren af Man-lastbiler for at finde frem til, hvilke vognmænd der kunne eje sådan en lastbil på Sjælland. Politiet kontaktede derefter vognmændene, indtil der var bid, og man kunne anholde den 42-årige mand.

Han har forklaret, at han ikke opdagede påkørslen og derfor kørte videre. Han har erkendt, at han kørte bilen og har forklaret, at ulykken skete, fordi han havde tabt en cigaret på gulvet.

Ifølge sn.dk havde lastbilchaufføren seks timer efter ulykken en promille på 0,67.